Bech El-Teknik er en ung elektriker-virksomhed med rødder midt i Jylland. Virksomheden er stiftet af elektrikeren Markus Bech Rasmussen.

Mit navn er Markus Bech Rasmussen, og jeg er ejer af virksomheden Bech El-Teknik. Jeg har altid haft en naturlig interesse i håndværk og teknik, men har faktisk ikke altid gået på “håndværker-vejen”. I 2011 startede jeg nemlig i gymnasiet på en HHx (Højere Handelseksamen) på Viborg Handelsgymnasium. Her brugte jeg 3 år på bl.a. at lære hvordan man styre en virksomheds økonomi (og hvordan man snakker spansk). Jeg havde en fantastisk tid i gymnasiet, som virkelig har været med til at danne mig som menneske, men da tiden var ovre var noget af det vigtigste jeg havde lært faktisk, at jeg ikke havde lyst til at sidde lænket til et skrivebord 37 timer om ugen. Derfor mærkede jeg godt efter i maven, og fandt hurtigt ud af at jeg var nødt til at finde mig et fag hvor jeg kunne få lov til både at bruge mit hoved og mine hænder.

Heldigvis fandt jeg el-faget, og i Januar 2015 startede jeg på elektriker uddannelsen på Skive Teknisk Skole. Jeg fandt mig hurtigt en læreplads ved en velkendt lokal elektriker i Viborg. Igennem min læretid fik jeg tilegnet mig utrolig meget viden og erfaring indenfor el-faget, især indenfor nybyg og renovering af private boliger samt arbejde på erhvervsejendomme. I Januar 2019 fik jeg overrakt mit svendebrev. Jeg nød jobbet som elektriker-svend et par måneder, men kunne også mærke at jeg havde lyst til lidt mere. Jeg kan godt lide at udføre el-arbejde, hvad enten det er at gå og lave grov-arbejde til ny installation i et parcelhus, eller det er fejlfinding hvor man er ved at rive håret ud med roden. Men jeg sætter lige så stor pris på alt det udenom: kundekontakt, dimensionering af kabler og materialer, tilbudsberegning og regnskab.

For at kunne udføre el-arbejde i Danmark skal man være godkendt og have en autorisation. Jeg har valgt at samarbejde med en installations-virksomhed, sådan at jeg arbejder under deres autorisation. Dette kan du læse mere om her.

profilbillede-Markus
Profilbillede af Markus Bech